Jeg bruger ofte begrebet “det nye børnesyn” og “det gamle børnesyn”, men hvad betyder det egentlig? I en ny podcast-episode (Konflikter & Kærlighed, episode 4, hør den her), giver jeg mit bud på, hvad det nye og det gamle børnesyn indebærer.
Grunden til, at vi kalder det for “det nye børnesyn” og “det gamle børnesyn” er, at vi sammenligner en mere gammeldags tilgang til børn med det, vi ved om børn idag. Sammenligningen er nødvendig, fordi det gamle børnesyn stadig fylder rigtig meget i mange hjem og institutioner.
Det gamle børnesyn fylder stadig rigtigt meget både i institutioner og hjemme hos mange af os.
For mit eget vedkommende har jeg fået så sindsygt mange aha-oplevelser i mit studie omkring børnesyn og relationer – især mit studie hos Black Bird Institute. Det er af kæmpe værdi for mig at skille mig af med nogle af de syn på børn, som jeg har med mig fra min egen barndom, så jeg kan bygge et nærende, sundt og kærligt forhold mellem mig og mine egne børn. Jeg kan nemlig tydeligt mærke, hvordan det gamle børnesyn fjerner os mere og mere fra hinanden, og hvordan det nye børnesyn styrker vores tilknytning.
Hvad er det gamle og det nye børnesyn?
I podcasten giver jeg min vinkel på, hvad “det nye” og “det gamle børnesyn” er. Men der ligger selvfølgelig meget mere i det end det, jeg kan nå at tale om i den time, som episoden varer. Hele min podcast er dog bygget på det nye børnesyn.
Herunder er også en lille (og karikeret) forklaring på det nye versus det gamle børnesyn:
Det gamle børnesyn: Det gamle børnesyn er bygget på magt, autoritet og mistillid til børn. Hvis et barn opfører sig ‘dårligt’, er det barnet, den er gal med. Barnet har sandsynligvis brug for mere skældud, grænser og straf for at rette ind og tage ved lære. Børn anses for at være manipulerende, og hvis man ikke passer på, så tager de magten! Voksne skal være autoritære over for børn, og forholdet er ofte bygget på magt, kontrol, mistillid og skepsis. Fokus er på resultater og ydre omstændigheder.
Det nye børnesyn: Det nye børnesyn er bygget på lederskab, ligeværdighed og tillid til børn, og derudover har det fokus på en tryg og sund tilknytning. Hvis børn opfører sig ‘dårligt’, er det de voksnes ansvar at forsøge at finde ud af, hvad barnet prøver at kommunikere. Børn er kompetente og gør det allerbedste, de kan, med de forudsætninger, som de nu har. Børn ønsker at samarbejde, og hvis barnet opfører sig dårligt, er det også, fordi det HAR det dårligt. Mere skældud, regler eller straf løser ikke problemerne, men opfordrer bare barnet til at undertrykke sine problemer. De voksne har et tydeligt lederskab, og de voksne bestemmer, men relationen er ligeværdig.
Det er okay at være uenige. Men vi skal sætte vores grænser personligt, så barnet ikke føler sig forkert eller hånet, fordi det har overtrådt en grænse – i stedet skal det blive klogere. Forholdet mellem de voksne og børnene er bygget på gensidig respekt, autencitet, nysgerrighed og tillid. Fokus er på barnets indre og væsen frem for resultater og ydre omstændigheder.
Børn lærer empati, når vi viser dem empati. Og børn lærer at respektere andres grænser, når deres egne grænser også bliver respekteret. De lærer hverken empati eller respekt ved at få mere skældud og straf.
Jeg mener, det øgede fokus på det nye børnesyn er med til at skabe en bedre relation til vores børn og også skabe nogle stærkere og mere empatiske børn og nogle mere empatiske børn. Vi skal ikke være bange for, at hvis vi ikke er hårde eller konsekvente nok, så får vi nogle forkælede møgunger. Jeg tror, at det er lige omvendt. Jeg tror, at vores børn lærer empati, når vi voksne viser dem empati; og jeg tror, at de lærer respekt ved at have voksne, som viser dem respekt. De lærer at respektere andres grænser, når vi voksne respekterer deres grænser.